Betingelser, gældende fra og med 1. april 2016

1) Generelle bestemmelser

Disse betingelser (Betingelser) gælder for leverance af el fra elhandelsselskabet Elektron, CVR: 34612463 (Elektron) til private slutbrugere (Kunden). Private slutbrugere er kunder uden et CVR-nummer, som primært køber el til ikke-erhvervsmæssig anvendelse.

Betingelserne gælder for alle elleverancer inklusiv distribution til Kunden fra Elektron.
Leveringsbetingelserne udgør en integreret del af Aftalen.

Disse Betingelser er gældende fra og med 1. april 2016.

2) Forholdet mellem Kunden og Netselskabet

Det er en forudsætning for Elektrons levering af elektricitet til Kunden, at Kunden har en aftale om tilslutning til det kollektive elforsyningsnet med sit lokale Netselskab. Forholdet mellem Kunden og det lokale Netselskab er reguleret af Netselskabets til enhver tid gældende Tilslutningsbestemmelser. Netselskabet forestår transport af den leverede energimængde fra højspændingsnettet og til forbrugsstedet. I forhold til sit lokale Netselskab skal Kunden især være opmærksom på følgende vilkår:
a)  Netselskabet har ansvaret for en tilfredsstillende spændingskvalitet og kan afbryde elforsyningen i tilfælde af nødvendige arbejder på det kollektive elforsyningsnet.
b)  Kunden skal give Netselskabet uhindret adgang til Elanlæg, herunder Elmåler, og Elinstallationer på Kundens ejendom i forbindelse med eftersyn, afprøvning, aflæsning, kontrol, reparation og udskiftning af Elanlæg mv. samt afbrydelse af elforsyning.
c)  Er elforsyningen til Kundens ejendom blevet afbrudt, og skal der ske genåbning, skal Kunden sørge for, at alle elektriske apparater på Kundens ejendom er slukkede, inden genåbningen finder sted.
d)  Kunden skal på anmodning fra Netselskabet foretage selvaflæsning af Elmåler og indberette måleresultatet til Netselskabet.
e)  Netselskabet kan til enhver tid foretage kontrolaflæsning af Elmåler og hjemhente forbrugsdata.
f)  Kunden skal straks underrette Netselskabet, hvis der er tegn på, at Elmåleren viser forkert.

Det en forudsætning, at Kunden til enhver tid opfylder sit lokale Netselskabs betingelser for tilslutning til og anvendelse af det kollektive elforsyningsnet, for at Elektron kan overholde sine forpligtelser efter Aftalen og i medfør af disse Betingelser. Elektron har fuldmagt til at repræsentere Kunden i forbindelse med leverandørskiftet over for Energinet.dk og Kundens Netselskab.

3) Måling og Måledata

Netselskabet er ansvarlig for måleudstyret og indestår for målingernes korrekthed. Hvis Kunden eller Elektron får mistanke om, at de gennemførte målinger ikke er korrekte, retter Elektron om nødvendigt henvendelse til Netselskabet med henblik på en afklaring. Kunden skal acceptere efterregulering af regningerne som følge af forsinket modtagelse af forbrugsdata eller Netselskabets korrektion af måledata efter målefejl. Hvis måledata ikke foreligger eller er fejlbehæftede, afregnes Kunden ud fra et beregnet forbrug baseret på tidligere forbrug på aftagestedet og Kundens tilsluttede brugsgenstande.

Elektron afregner elleverancen forud i forhold til Kundens forventede forbrug. Endelig afregning sker på grundlag af det faktisk målte elforbrug, når Elektron har modtaget måledata fra Netselskabet.

Det er Kundens pligt gennem Netselskabet at sikre Elektron de nødvendige måleraflæsninger, fx ved at indsende korrekt selvaflæsning én gang om året.

Hvis Kundens forbrug ændres væsentligt (+/- 25%) skal Kunden meddele dette til Elektron.

4) Særlige vilkår gældende for produktet PrisLoft.

PrisLoftet fremgår af Kundens Aftale og velkomstbrev. Prisloftet er gældende i 12 måneder fra kundens leveringsstart. Ved afslutning af 12 måneders perioden fornyes Kundens prisloft til det til den tid gældende prisloft. Dette prisloft gælder igen i 12 måneder og så fremdeles.

Såfremt Kunden, i forbindelse med specielle kampagner eller andet, har indgået en aftale om en anden løbetid for Kundens prisloft vil dette til hver en tid være gældende. Med mindre det er oplyst specifikt, overgår Kunden til 12 måneders perioden efter endt første periode.

Såfremt at Kunden ikke ønsker det pågældende produkt kan Kunden ringe til Elektrons kundeservice og frit skifte til et af Elektrons andre produkter.

5) Pris, betaling, fakturering, gebyrer og modregning

Alle priser for elektricitet og netydelse, herunder netabonnement, inklusive skatter og afgifter angives og afregnes i den i Danmark benyttede møntenhed.

Regninger fra Elektron er påført oplysning om sidste rettidige betalingsdato samt hvortil, betaling skal ske. Hvis betaling sker efter sidste rettidige indbetalingsdato, er Elektron berettiget til at beregne renter af betalingskravet i overensstemmelse med Rentelovens regler. Elektron opkræver ligeledes gebyrer for rykkerskrivelser og andre nødvendige omkostninger til inddrivelse af restancer.

Oplysninger om aktuelle tariffer, gebyrer og andre priser fremgår af Elektron.dk

Elektron kan foretage modregning med ethvert forfaldent tilgodehavende og enhver forfalden gæld, som Kunden måtte have til Elektron eller til selskaber, som Elektron er koncernforbundet med.

Afregning ved ophør af Aftalen
Senest 6 uger efter ophør fremsendes en slutafregning på baggrund af Kundens eller det lokale netselskabs aflæsning. I fald at det lokale netselskab på et senere tidspunkt indrapporterer en korrigeret aflæsning laves der en ny slutopgørelse som fremsendes til kunden.

6) Sikkerhedsstillelse

Hvis der er grund til at forvente manglende betalingsevne eller betalingsvillighed hos Kunden, kan Elektron stille krav til Kunden om kontant depositum, anfordringsgaranti fra Kundens bank eller anden tilfredsstillende sikkerhed som vilkår for at indgå en Leveringsaftale eller som vilkår for fortsat levering. Dette gælder også, selvom Kunden ikke aktuelt er i restance overfor Elektron. Sikkerhedens størrelse må ikke overskride Elektrons risiko i det konkrete tilfælde og kan højst udgøre 5 måneders betaling. Elektron kan kræve, at sikkerheden er stillet, inden leveringen påbegyndes eller fortsættes.

7) Flytning

Ved flytning skal Kunden melde dette senest 7 dage før flytningen sker. Dette meddeles ved at kontakte Elektrons kundeservice. Aftalen fortsættes på Kundens nye adresse.

8) Aftalens periode, fortrydelse, opsigelse og afbrydelse

Fra indgåelse af Aftalen har Kunden 14 dages fortrydelsesret.

Med mindre Aftalen angiver andet, er der ingen binding på Aftalen og Køber kan derfor opsige Aftalen med et opsigelsesvarsel på løbende måned + 30 dage.

Angiver Aftalen at der er en bindingsperiode, vil en opsigelse udløse et gebyr for misligholdt kontrakt til dækning af omkostninger ved afvikling af aftalen. Ved opsigelse af kontrakten vil der forekomme en perioden hvor Kunden stadig er kunde hos Elektron, indtil den nye elleverandør har overtaget kundeforholdet. Ved opsigelse af Aftalen skal Kunden selv sørge for en leveringsaftale med en ny elleverandør.

For alle aftaler gælder, at Elektron automatisk fortsætter med at levere el til Køber efter udløbet af den aftalte leveringsperiode, medmindre andet er aftalt. Levering af el sker derefter på de vilkår, der gælder for pågældende produkt. En automatisk aftale kan altid ændres til en ny aftale med Elektron.

Overholder Køber ikke sine forpligtelser beskrevet i pkt 8, kan Elektron pålægge Køber et gebyr for tabt indtjening på målepunktet.

9) Ophævelse af Aftale og afbrydelse af el

Elektron kan ikke hæve Aftalen om levering af elektricitet til Kunden eller foranstalte afbrydelse af elforsyningen på grund af manglende betaling for allerede afholdt forbrug.

Elektron kan varsle ophævelse af Aftalen om levering af elektricitet til Kunden, såfremt Elektron har stillet krav om sikkerhedsstillelse efter punkt 6, og sikkerheden ikke er stillet inden for en af Elektron fastsat frist. Leveringsaftalen kan ikke hæves, såfremt der er indgået en anden aftale om sikring af den fremtidige betaling.

Kunden kan ikke kræve levering fra Elektron, hvis Elektron berettiget har hævet Aftalen med Kunden, før Kunden har betalt det beløb, som Kunden skylder for levering af elektricitet.

Elleverandøren kan foranstalte afbrydelse af elforsyningen til Kunden, når Aftalen ophæves. Forsyningsafbrydelse kan ikke ske, hvis Kunden modtager levering fra en anden elleverandør. Omkostninger forbundet med forsyningsafbrydelse afholdes af Kunden.

10) Misligholdelse

Hvis en Part misligholder sine forpligtelser i henhold til Aftalen væsentligt, har den anden Part ret til at ophæve Aftalen med øjeblikkelig virkning, jf. punkt 9.

Som væsentlig misligholdelse betragtes bl.a. Kundens manglende opfyldelse af Elektrons krav om sikkerhedsstillelse eller ophør af Kundens aftale med sit lokale Netselskab. Hvis Kunden misligholder sine betalingsforpligtelser, er Elektron berettiget til at indberette dette til godkendte kreditoplysningsbureauer og/eller advarselsregistre efter gældende regler. Hvis Kundens Netselskab eller den systemansvarlige virksomhed (Energinet.dk) afbryder eller begrænser leverancerne til Kunden som følge af forhold, der ikke skyldes Kunden, betragtes dette ikke som misligholdelse af Aftalen.

Ved dødsfald, begæring om rekonstruktionsbehandling, begæring om konkurs eller indledning af gældssanering, skal Elektron straks underrettes herom. Elektron kan i disse tilfælde forlange sikkerhedsstillelse som betingelse for fortsat levering under Aftalen, jf. punkt 6, dog ikke i forbindelse med rekonstruktionsbehandling, medmindre andet er bestemt ved lov.

11) Ansvarsbegrænsning

Både Elektron og Kunden er ansvarlige efter dansk rets almindelige regler med mindre andet er fastsat i nærværende betingelser.

Elektron er ikke ansvarlig for skader, direkte tab eller indirekte tab, som følge af fejl og afbrydelser i elnettet eller som følge af begrænsninger pålagt af Energinet.dk.

I tilfælde af force majeure er Elektron og Kunden fritaget enhver forpligtelse beskrevet i nærværende Aftale så længe det ikke er muligt at opfylde denne. Som eksempel på force majeure kan nævnes stormflod, skybrud, krig, terror, brand, hærværk, IT-manipulation og IT-nedbrud. Force majeure er desuden gældende i situationer hvor Elektron eller Kunden kun ved uforholdsmæssige omkostninger kan opfylde forpligtelserne beskrevet i Aftalen eller hvor Energinet.dk, Nordpool, det lokale netselskab eller den systemansvarlige virksomhed har foretaget indskrænkninger eller givet Elektron begrænsninger, fejl, afbrydelser i elnettet eller erklæret force majeure.

Elektron er uden ansvar for Kundens eventuelle driftstab, avancetab og andre indirekte tab, som Kunden måtte lide i kraft af, at denne tillige som erhvervsdrivende forsynes med el på den pågældende adresse.

12) Overdragelse

Kunden er ikke berettiget til at overdrage Aftalen eller dele heraf uden Elektrons forudgående skriftlige samtykke.

Elektron kan uden kundens samtykke og uden varsel overdrage Aftalen samt dens rettigheder og forpligtelser til koncernselskaber eller interesseforbundne selskaber, og/eller som led i en hel eller delvis overdragelse af sine aktiviteter .

13) Persondata

Til brug for administration af leveringsforholdet indsamler, behandler og opbevarer Elektron relevante oplysninger, herunder identifikationsoplysninger, om Kunden og om Kundens forbrugsrelaterede forhold i overensstemmelse med reglerne i Persondataloven. Elektron er berettiget til at videregive oplysningerne til andre, herunder det offentlige, hvis det er nødvendigt for at varetage leverancen og forpligtelserne efter Aftalen samt, hvor det er i overensstemmelse med rettigheder og forpligtelser efter lovgivningen i øvrigt.

Kundens data valideres imod CPR-registret til entydig identifikation af Kunden.

Kundens data er beskyttet og udleveres ikke til 3. mand med undtagelse af betalingsanmærkninger til kreditoplysningsbureauer samt tilfælde, hvor Elektron ikke lovligt kan tilbageholde data grundes retskendelse, påkrav fra en offentlig myndighed eller hvor videregivelse er fastsat ved lov.

Kunden kan ved at skrive til Elektrons kundeservice få indsigt i de oplysninger, der behandles om Kunden, og anmode om at få oplysningerne berigtiget. Elektron er berettiget til at opkræve et gebyr, såfremt anmodningen om indsigt ønskes besvaret skriftligt.

Da al kommunikation fra Elektron til Kunden foregår elektronisk skal Kunden løbende opdatere sine kontaktoplysninger hos Elektron.

14) Tvister, Kundeklager

Ønsker Kunden at klage over forhold i forbindelse med Elektron indgives disse ved at kontakte Elektrons kundeservice (kundeservice@elektron.dk). Henvendelsen har ikke opsættende virkning og giver ikke udsættelse af betalinger mv., med mindre at dette udtrykkeligt aftales med Elektron. Elektron besvarer Kundens henvendelse snarest.

Såfremt at Elektrons håndtering af klagen ikke lever op til Kundens forventninger kan Kunden indbringe klagen til Ankenævnet på Energiområdet, Carl Jacobsens Vej 35, 2500 Valby, tlf: 41 71 50 00, post@energianke.dk, www.energianke.dk.

Enhver tvist som ikke kan løses i mindelighed mellem parterne skal afgøres efter dansk ret ved
Retten i Aarhus som rette værneting.

15) Ændringer

Elektron har er berettiget til at ændre disse betingelser med en måneds varsel og uden særskilt at meddele Kunden om ændringen, så længe at ændringen ikke er væsentlige eller særlig byrdefulde for Kunden.

I fald at ændringen er væsentlige varsles disse med minimum 3 måneder inden ændringernes ikrafttræden.

Ved ændringer som skyldes regulering eller påbud fra offentlige myndigheder træder disse i kraft straks efter at Kunden er blevet oplyst om disse.

Ændringer kommunikeres til Kunden via Elektron.dk, mail, via regning eller på anden vis.

16) HjerteStrøm

16a) Generelle bestemmelser
Disse vilkår gælder for alle ydelser udover elleverancen for kunder på Hjertestrøm. Hjertestrøm distribueres af Elektron ApS (CVR 34 61 24 63) i samarbejde med Hjerteforeningen. De til en hver tid gældende vilkår for den grundlæggende elleverance kan findes på Elektrons hjemmeside (https://www.elektron.dk/vilkaar/). Såfremt der forekommer uoverensstemmelser mellem Vilkårene for elleverancen, Vilkårene for Hjertestrøm og Salgsaftalen har Salgsaftalen forrang, hvorefter Vilkårene for elleverancen rangerer højere end vilkårene for Hjertestrøm.

16b) Tillægsydelser fra Hjerteforeningen og tredjepart
Indholdet af tillægsydelser tilpasses og ændres løbende, og det aktuelle indhold vil fremgå af hjemmesiden (www.elektron.dk og/eller www.hjertestrøm.dk) samt på kundens login.

16c) Binding
Såfremt der er indgået en aftale med 6 måneders binding på køb af Hjertestrøm opkræves gebyrer i henhold til gældende prisliste ved opsigelse.

16d) Opsigelse og ophør af aftalen
Ved opsigelse af aftalen om elleverance fra Hjertestrøm bortfalder alle øvrige ydelser med øjeblikkelig virkning. Herunder omfattet men ikke begrænset til: lotterier, støtte til Hjerteforeningen, medlemskab i Hjerteforeningen samt alle andre tjeneste og fordele der måtte være.

17) Kontakt

Elektrons kundeservice kan kontaktes på 92 10 10 10, åbningstider fremgår af Elektron.dk.

Elektron ApS, Østergade 9, 1., 8000 Aarhus C.
CVR: 34 61 24 63

Web: www.elektron.dk
Generel mail: info@elektron.dk
Mail kundeservice: kundeservice@elektron.dk